Manuskript eller talepapir?

Skal I lave et fuldt manuskript til jeres fremlæggelse, eller er det nok med et mere eller mindre udførligt talepapir eller måske blot med et papir med nogle få stikord?

Ja, det er jo lidt af en smagssag. Det afhænger af, hvem man er.

Og så alligevel ikke helt.

For i de fleste tilfælde vil et talepapir være den bedste løsning.

Det kommer let til at lyde uselvstændigt, hvis I ord for ord læser et fuldt manuskript op. Det bliver stift og livløst. Ordene kommer ikke til at lyde som jeres egne ord. Ikke som noget I selv har tænkt.

Det risikerer at trække ned ved bedømmelsen.

Overvej derfor først talepapiret.

Men ingen regel uden undtagelser!

Er man meget nervøst anlagt, så kan det måske give tryghed at lave et meget udførligt manuskript, for så ved man med sig selv, at man ikke går helt i sort under eksamen. Så har man det, man vil sige, ved hånden, hvis alt går galt.

Måske kan netop den tryghed, som det giver, gøre, at man tør kigge op fra papiret og tale lidt mere frit. I så fald kan det være en ide at bruge et mere udførligt manuskript.

Men kun som en undtagelse. Kun hvis man er meget nervøst anlagt. Og sørg så i det mindste for at lave manuskriptet, så det er formuleret i talesprog og ikke tungt skriftsprog.

Selv hvis I gør det, bør I dog prøve at løsrive jer mest muligt fra manuskriptet under fremlæggelsen. For det lyder bedst, hvis man taler frit.

Men for de fleste vil et talepapir med hovedpunkterne i det, I skal sige, under alle omstændigheder være det bedste.

Talepapiret kan være mere eller mindre udførligt. Men ideen med det er, at det er en slags disposition for jeres fremlæggelse. Ved at bruge talepapiret sikrer I, at I har en rød tråd i jeres fremlæggelse, og at I får sagt de ting, I har tænkt jer at sige.