Mere om kilder

De ting, du kan læse på denne side, er ikke afgørende for, om du kan klare dig godt ved en historieeksamen. Så du skal ikke blive frustreret, hvis du synes, det er lidt svært at forstå. Men prøv alligevel at læse det. Det fortæller mere om, hvad historie er for et fag, og giver dig en dybere viden om, hvordan en historiker tænker over arbejdet med kilderne.

Historiske fremstillinger og historiske kilder
I historie skelner man mellem på den ene side historiske fremstillinger, som er de tekster (bøger, artikler, internetsider m.v.), historikere og andre personer har skrevet om et emne efter begivenhederne er foregået, og på den anden side historiske kilder, som er ting (spor), der stammer fra dengang, tingene skete.

I sidste ende baserer al historieskrivning sig, som allerede skrevet, på kilder, for fortiden er væk, og den eneste måde, vi kan sige noget om den på, er ved at undersøge de spor, de kilder, fortiden har efterladt os. Derfor er kildearbejde vigtigt for historiefaget – og derfor er det vigtigt, at I arbejder med kilder i jeres historieopgaver, i historieundervisningen og ved jeres historieeksamen. Kilder er nøglen til at kunne sige noget om fortiden.

Hvad er en samtidig kilde?
En samtidig kilde er en ting fra dengang, tingene skete (som regel er det i gymnasieundervisningen en tekst, men historiske kilder kan principielt være alle mulige ting, som er spor fra fortiden).

Arbejder I fx med Københavns bombardement i 1807, så vil en samtidig kilde i de fleste tilfælde være en tekst fra året 1807. Det kan være en tekst fra den britiske side (fx planerne for angrebet), eller det kan være en tekst fra den danske side eller måske det kapitulationsdokument, som blev undertegnet af danskerne og briterne den 7.9 1807. En samtidig kilde kunne også være fx en bog fra 1820 skrevet af en dansker, som oplevede bombardementet, men som udgangspunkt er en samtidig kilde en kilde fra dengang, tingene skete, altså i dette tilfælde fra året 1807.

En kilde er ikke nok – som udgangspunkt
Principielt vil man som historiker være varsom med at tolke alt for meget ud fra en enkelt kilde. Derfor vil man altid forsøge at skaffe flere kilder, så man kan se, om de peger i samme retning, om de understøtter hinanden.

Ofte kan man dog være afhængig af en enkelt kilde. Der er måske ikke andre kilder til, hvad en konge sagde før et stort slag, end hvad kongens adjudant senere har skrevet i sine erindringer. Hvis adjudanten virker troværdig i sine andre oplysninger, og hvis det, han siger, ikke strider mod det billede vi i øvrigt har af begivenhederne, så vil man typisk alligevel skrive ud fra den enlige kilde. Mere hellige er historikere ikke.

Det funktionelle kildebegreb
En kilde er ikke bare enten en førstehåndskilde eller en andenhåndskilde, enten en god kilde eller en dårlig (utroværdig) kilde. Den samme kilde kan godt være førstehåndskilde til noget af det, den fortæller, og andenhåndskilde til noget andet. Og en kilde kan derfor sagtens være en god kilde til viden om nogle ting og en dårlig kilde til viden om andre ting. Noget af det, kildearbejdet går ud på, er netop at finde ud af, hvilke forhold en kilde er god til at belyse, og hvilke forhold den er dårlig til at belyse.

Om en kilde er det ene eller det andet afhænger af det spørgsmål, kilden skal bruges til at svare på. Det afhænger af, hvad historikeren vil bruge kilden til.

At en kilde således ikke er god/dårlig i sig selv, men at det afhænger af, hvad historikeren vil bruge den til, hvilken funktion kilden har for historikeren, kaldes med et fint udtryk det funktionelle kildebegreb.

Levn og beretning
Alle de ting fra fortiden, som vi stadig har, kan bruges som kilder til, hvordan fortiden var. De kan alle bruges som levn, som spor efter fortiden. Og ud fra disse spor, kan vi prøve at forstå, "wie es eigentlich gewesen".

Men nogle kilder er specielle ved at de også selv rummer en fortælling om, hvordan fortiden var, hvad der skete. Sådanne kilder, som selv prøver at fortælle noget om fortiden, kaldes fortællende eller berettende kilder. De kan også bruges som levn, men derudover rummer de altså en beretning om fortiden. Fordelen ved det er, at de fortæller mere om fortiden. Ulempen er, at vi skal overveje, om vi nu også kan stole på det, kilden selv er ude på at fortælle, når vi laver en beretningsslutning. Vi skal til at overveje kildens vidneværdi, dens troværdighed.

Finder vi en bronzeøkse ved en boplads, behøver vi ikke overveje dens troværdighed. Den er jo bare en økse, og fundet af øksen viser, at man på en bestemt tid har haft den slags økser. At slutte det (konkludere det) kaldes en levnsslutning. Men hvis vi har en kilde, som rummer en beretning, som selv er ude på at fortælle os noget om fortiden, må vi overveje nøje, om vi nu også kan tro på det, den fortæller. Mange af de begreber til kildearbejdet, som I lærer i gymnasiet (førstehåndskilde, tendens m.m.), er netop begreber, som bruges i forbindelse med berettende kilder.

Generelt er det mest sikkert at lave en levnsslutning, men historikere slutter også hele tiden fra berettende kilder, fordi de fortæller så meget mere om fortiden end de rene levn gør.