You are at:

Menu

Karakteren for opgaven

De kender den karakterskala, din SRP-opgave bliver bedømt efter. Det er den helt almindelige skala.

Der findes en officiel definition af karaktererne, som du kan læse om i dette dokument.

Men man kan også oversætte karakterskalaen til hverdagssprog. Så kan det fx lyde sådan her:

12 - Meget god opgave
10 - God opgave
7- Helt okay opgave
4 - Rimeligt okay opgave
02 - Ikke så god opgave
00 - Dårlig opgave
-3 - Meget dårlig opgave

Når lærerne skal give karakter for din opgave, snakker de om mange forskellige ting. Men i bund og grund kan det hele koges ned til et spørgsmål om, hvor på denne skala, din opgave ligger.

Der er to topkarakterer: 12 og 10. To middelkarakterer: den høje, 7, og den lave, 4. Og endelig tre karakterer til opgaver, som ligger under middel: 02, som gives til opgaver, der ikke er så vellykkede, men som er gode nok til, at de er bestået, og 00 og -3, som betyder, at opgaven er ikke-bestået.

Men husk: Selvom du er så uheldig at få 00 for din opgave, så betyder det ikke, at du ikke bliver student. Det er bare en ud af mange karakterer på dit eksamensbevis, og så længe du kommer over 2 i gennemsnit, er du i mål.


Det er slet ikke dig, der får karakter!

Husk også en meget vigtig ting.

Det er ikke dig, der får karakter. Det er din opgave.

Hvis du får 00 er det ikke dig, der er dårlig. Der er ikke noget i vejen med dig som menneske. Du har bare lavet en opgave, som er dårlig. Og det kan der være mange grunde til.

En fodboldspiller spiller også af og til en dårlig kamp. Måske har du bare været lidt uheldig denne gang.

Det kan også være, du bare ikke er så god til at skrive store skriftlige opgaver lige nu. Det kan der være mange grunde til. Men det kan læres. Du kan sagtens stadig blive helt okay til det, når du er 30 og får et arbejde, hvor du måske får brug for at kunne det.

 You are at: